Vi har fået lov at få 5 af Jens Rasmussens værker til salg til meget rimelige priser. Værkerne er
– Kampen for indflydelse i Statskirken, 1996. Pris 80 kr.
– En brydningstid, 2002. Pris 80 kr.
– Religionstolerance og religionsfrihed, 2009. Pris 125 kr.
– Forholdet mellem kirke og stat i Danmark, 2011. Pris 100 kr.
– Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur, 2016. Pris 125 kr.
Bøgerne kan købes i bogsalget (åbner i nyt faneblad/nyt vindue), eller hos kasserer Poul Broe, mail kasserer@histfyn.dk, tlf. 2013 0402.
Herunder følger – som appetitvækker – bagsideteksterne fra de fem bøger:
Kampen for indflydelse i statskirken
N.Fabers kollega i Roskilde, biskop J.P. Mynster, skrev i 1841 til pastor H. Laub i Frørup pa Fyn: »Din Biskop er en Mand, som er meget virksom. Han er nu ved at sætte Konge, Kronprinds, det danske Bibelselskab, det britiske Bibelselskab, og, om han kunne, den hele Verden i Bevægelse, for at indføre Bibellæsning i Skolerne!«
(Breve fra J.P. Mynster, 1860, s. 209)
Denne udfarende biskop var noget af et særsyn, som det også bemærkes af bispekollegaen J. P. Mynster. Biskop N. Faber skilte sig helt klart ud fra det øvrige bispekollegium ved slutningen af enevældens tid i Danmark. Han kæmpede for indflydelse i statskirken, ønskede at fremme lægfolkets kristelige oplysning bl.a. ved bibellæsning, og som en af de første foreslog han synodale kirkeordninger – bl.a. menighedsråd, og det mange år for de blev til noget. Alt dette gør ham interessant, især fordi megen af hans foretagsomhed peger frem mod nutidens kirkeliv.
En brydningstid
Traditionelt set har skildringen af dansk kirkeliv i perioden 1800-1850 været koncentreret om de store kirkelige skikkelser, H.N. Clausen, J.P. Mynster, Søren Kierkegaard og naturligvis N.E.S. Grundtvig — foruden juristen A.S. Ørsted. Historikernes tendens til lidenskabelig partitagen for den ene eller den anden har kastet skygger over periodens nuancer.
En brydningstid råder bod på dette forhold, og revurderer en vigtig del af den danske kirkes historie, der fra 1800-1850 oplevede de voldsomste konfrontationer siden Reformationen i 1500-tallet. Kirkepolitisk førte udviklingen til, at enevældens statskirke ved Grundloven af 1849 fortsatte som grundlovsstatens folkekirke — der stadig består.
Religionstolerance og religionsfrihed
Omkring 1850 stod kun 0,4 % af befolkningen (ca. 6000) i Danmark udenfor den lutherske kirke. 2/3 af disse var jøder, resten bestod af reformerte, katolikker og baptister. Disse indvandrere var beskyttet af regeringen og kom til at påvirke udviklingen imod religionsfrihed. Under jødefejden 1819-20 søgte regeringen at værne jøderne mod folkemængdens korporlige forfølgelser. Derimod kom paven og katolikkerne i modsætning til regeringen, fordi de ville have deres tyske biskop anerkendt i Danmark. De lokale katolske præster kunne dog anerkendes fra 1841. Men også indenfor Statskirken var de vakte i oprør. Ledende i kampen for religionsfrihed var både baptistlederen P.C. Mønster og Vartovpræsten N.F.S. Grundtvig.
I den danske enevældes sidste tid foregik en langsom opløsning af den evangelisk-lutherske enhedskultur. Med Grundloven af 1849 kom religionsfriheden, men den gamle statskirke fortsatte i ny klædning med Folkekirkens grundlovssikrede fortrinsstilling under indflydelse af Sjællands biskop J.P. Mynster, prof. H.N. Clausen m.fl.
Jens Rasmussen påviser trin for trin, hvorledes religionstolerancen og religionsfriheden udvikler sig frem til Grundloven af 1849.
Forholdet mellem kirke og stat i Danmark
Bogen præsenterer de mange kirkeforfatningsforslag i det 19. århundrede, der ikke ligefrem omhandlede den adskillelse af stat og kirke, som med jævne mellemrum diskuteres i nutiden.
Det 19. århundredes kirkeforfatningsforslag indeholder for de flestes vedkommende netop en skelnen mellem kirkens indre og ydre forhold, som kan være vigtig for nutidens løsning. Forslagene omhandlede bl.a. et landskirkeråd, som skulle varetage de indre forhold, mens stat og Rigsdag (Folketing) fortsat skulle have det afgørende ord i de ydre forhold.
Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur
De vaktes gudelige forsamlinger udvikler sig på Fyn omkring 1820. Snart når disse forsamlinger Jylland, Sjælland og København. De to kirkelige retninger: grundtvigianisme og Indre Mission har deres rod i disse vækkelser. Der er tale om en markant lægmandsbevægelse i første halvdel af 1800-tallet, som er væsentlig for Folkekirkens nutidige selvforståelse med fremhævelsen af lægmandsindflydelsen og ønsket om religiøs frihed.
Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur dokumenterer, at de fleste vakte er lutherske, og at de forbliver i Den danske evangelisk-lutherske Folkekirke. I 2017 fejres 500-års jubilæum for Reformationen god. Der er grund til at fokusere på de vaktes lutherske ståsted.
Grundlaget for de vaktes holdninger finder man i andagtslitteraturen, hvortil nogle af Martin Luthers skrifter også hører. Andagtslitteraturen er hovedsagelig fra ortodoksiens og pietismens tid. Denne litteratur viser, hvad de vakte læser og bliver påvirket af, og hvilken forkyndelse de vakte møder i de gudelige forsamlinger.
De vakte realiserer den lutherske lære om det almindelige præstedømme, hvor alle er lige for Gud. Tankegangen påvirker eftertidens demokratiseringsproces. Udviklingen fortsætter i en folkelig sammenhæng med værdier som kaldsforpligtelse og ansvar over for andre (næstekærlighed). Reformationens gejstlighed i 1530’erne formulerer det fælles lutherske værdigrundlag, og vækkelserne i 1700- og 1800-tallet giver sammenhængskraft med nutidens kirke- og velfærdsordning. Den lutherske kultur har således fortsat betydning.
