Ugens udflugt, ti udflugter maj-juli 2020

I denne uge har vi i Historisk Samfund for Fyn lagt vejen forbi Hollufgård Park, hvor man udover at opleve parkens mange kunstværker kan lade børn og børnebørn slå sig løs på naturlegepladser i området og gribe muligheden for en gåtur i skoven. Imens byder mødet med den gamle fynske herregård og parkens omkringliggende bygninger på en bid af Fyns lokalhistorie. Hollufgårds hovedbygning er opført i 1577 men er siden ombygget og fremtræder i dag i karakteristisk renæssancestil. Af omkringliggende bygninger finder man blandt andet sneglehøjen, som både rummer en sjælden fritliggende cirkelrund herregårdskælder, som er anlagt som vinkælder omkring 1770, og en udkigspost, der giver et fint udsyn udover parken. Hollufgård Park er beliggende i det sydøstlige Odenses Neder Holluf.

Genforenings-vandretur (ca. en time)
Da alle genforeningsarrangementer (udsat fra 2020) er aflyst, kan vi anbefale en privat genforenings-vandretur: Stil bilen ved Rolfhallen, Ørbækvej 878A, 5863 Ferritslev. Gå et par hundrede meter mod vest, hvor du finder en genforeningssten. Den er formentlig rejst i i 1945, hvor man også satte et minde over grundloven 1849, befrielsen og grundlovsændringen 1915, hvor kvinderne fik valgret. Egetræet er i princippet en ”dameeg”, som blev flyttet i 1970.
Gå tilbage til Rolfhallen og ned ad Grønnegyde, der løber langs hallens østre side. Fortsæt ned gennem Kortegårds smukke planteskole for træer og nyd det nyudsprungne løv. Der skulle være ca. en halv million træer i planteskolen. Ved den første tværgående, asfalterede vej, Øvej, drejes til venstre. Efter 10 minutter kommer man til landsbyen Kappendrup og endnu en genforeningssten, denne gang en mere samtidig. Egetræet blev plantet i 1915 af byens kvinder i anledning af kvindernes stemmeret.
I Kappendrup bylaugs protokol kan man læse:
“Aar 1915 den 5. juni plantedes i Kappendrup by en Grundlovs Eg, vor samtlige Beborer var forsamlet ved et fælles Kaffebord. Man vedtog at vælge en Bestyrelse på 5 medlemmer.”
Bestyrelsen bestod udelukkende af kvinder, der sørgede for en årlig fest. I 1922 blev genforeningsstenen tilføjet til det lille anlæg, og derefter kom der også mænd med i bestyrelsen.
Pladsen var i ”gamle dage” mødested for omegnens unge, før de skulle til fest i forsamlingshuset, og der var tradition for at skrive eller indridse sit navn i de gule mursten i huset på hjørnet af Øvej, mod syd. Man kan selv undersøge, hvornår ”gamle dage” var, for nogle er dateret. De fleste er fra 40’ene og 50’erne, men den ældste er fra 1909. Først er grafitti jo hærværk, siden bliver det historie. Her er det en lille hilsen fra den festglade ungdom for to generationer siden.
Tag evt. en omvej gennem planteskolen på vej tilbage. Den er et besøg værd.

Herregården Hofmansgave nordøst for Otterup har en historie, der går tilbage til middelalderen. Den hed dengang Knyle og lå på øen af samme navn. I slutningen af 1500-tallet blev gården flyttet til sin nuværende placering af ejeren, Frederik Qvitzow, og fik navnet Qvitzowsholm.
I slutningen af 1700-årene optræder gården flere gange i kilderne under navnet Bøttigersholm og da i forbindelse med landvinding langs vestsiden af Odense Fjord. Dæmningerne fra dengang ses den dag i dag, bl.a. Nørregades dæmning umiddelbart nord for gården.
I 1783 købte Niels de Hofman Bøttigersholm og oprettede her et stamhus under navnet Hofmansgave, og gården var herefter i slægten Hofman-Bangs besiddelse frem til 1959, hvor den overgik til stiftelse.
Hofman-Bang slægten var meget videnskabeligt interesseret. I 1836 blev Niels Hofman (Bang) optaget i Videnskabernes Selskab for sin afhandling om “algers nytte i naturens husholdning”, og samme Niels Hofman (Bang) omlagde gårdens prydhave til en engelsk have med slyngede stier og plæner med enkeltstående træer. Ældst af disse træer menes at være det kinesiske tempeltræ, Ginkgo Biloba, der blev plantet i haven i 1799.
Der er gratis adgang til haven, og som billederne antyder, et meget smukt sted med mange sjældne træer og buske samt en norsk bjælkehytte. Historien bag bjælkehytten er den tragiske, at Napoleonskrigene 1799-1815 medførte, at den danske korneksport til Norge blev standset med hungersnød i Norge til følge. Niels Hofman (Bang) sendte trods risiko for opbringning adskillige skibe med korn til Norge, og i taknemmelighed over hjælpen sendte vennen Jacob Aall i 1814 tømmer til et romantisk lysthus, som altså står endnu.

Tranekær på Langeland egner sig rigtig godt til en udflugt. Både fordi man mærker historiens vingesus, når man går tæt rundt om det 800 år gamle slot, og fordi slotsparken indbyder til lange traveture og leg. Parken dækker 150 tdr. land, så der er god plads, og man kan finde mange skønne steder, hvor den medbragte kaffe eller madpakke kan nydes.
Dele af slottet stammer fra 1200-tallet og gør dermed Tranekær til landets ældste beboede ejendom. Bygningen blev opført af kongehuset på en høj bakke som værn mod den tids fjende, venderne, og var stærkt befæstet. Valdemar Atterdag belejrede og indtog slottet i 1358 og indsatte den første lensmand. I 1645 fik Christian Rantzau lenet i pant. Rigsgreve Frederik Ahlefeldt forelskede sig i hans datter, arving til Tranekær, men faderen var imod ægteskabet. Der skulle en bortførelse til, før Rantzau opgav sin modstand, og siden 1659 har slægten Ahlefeldt ejet Tranekær. I tidens løb har flere af greverne sat deres store præg på slottet og på den omkringliggende slotsby. Mest kendt er nok ”generalen”, Frederik Ahlefeldt-Laurvig (1760 – 1832), en foregangsmand, der reformerede landbruget og skabte en hel lille slotsby omkring slottet. Nu bor den 13. generation Ahlefeldt, grev Christian, med sin familie på slottet.
Det er den romantiske historie, som dog lige må have to nye sløjfer bundet til: Bygningen ligner ganske en middelalderborg, men – den er stærkt ombygget, for omkring 1860 restaurerede arkitekten N.S. Nebelong hele herligheden i stilarten historicisme. Og det allernyeste: I 2019 overgik Tranekær til aktieselskab, idet forretningsmanden Hans Michael Jebsen har overtaget 90% af et nydannet aktieselskab, mens grev Christian ejer de 10%, er direktør for selskabet og stadig bor på slottet. Det er den unge søn, Caspar Sophus Jebsen, der er studerende, som nu ejer størsteparten af Tranekær. (Hans 20-årige søster har overtaget Damsbo Gods på Sydfyn).
Når man går rundt i parken, møder man TICKON, Tranekær International Centre for Art and Nature. Internationale kunstnere har skabt omkring 25 stykker land-art, der på fantasifulde måder smyger sig sammen med landskabet og forfalder smukt.

I Den Romantiske Have kan du både gå tur i smukke omgivelser, hvor der er mulighed for picnic med familien og for en gyngetur, og lære lidt om områdets og havens historie.
Sanderumgaard er en gammel fynsk hovedgård, hvis historie kan føres tilbage til 1400-tallet. Den består i dag af en hovedbygning, som er opført i 1870’erne i nyklassicistisk bygningsstil af arkitekten H. J. Holm, og derudover af flere landbrugsbygninger, som stadig anvendes i dag.
Den Romantiske Have ligger i umiddelbar tilknytning til Sanderumgaards hovedbygning og er en romantisk landskabshave, der er anlagt i perioden 1793-1828 af Johan Bülow. Den rummer i dag et større kanalsystem med øer, pavilloner, mindesmærker og park. På turen gennem haven følger man i flere kunstneres fodspor, som i tidens løb har besøgt haven; heriblandt H. C. Andersen, Thorvaldsen, Ingemann og C. W. Eckersberg. Faktisk har flere af 1800-tallets kunstnere brugt motiver fra haven i egne værker – blandt andet optræder motiver fra den Romantiske Have i C. W. Eckersbergs malerier.
Hvis du er på udkig efter et udflugtsmål i pinsen er Sanderumgaard at finde 12 km sydøst for Odense mellem Fraugde og Davinde.

Denne Uges Udflugt går til Holckenhavn Slot – et fantastisk flot renæssanceanlæg, opført mellem 1582 og 1585. Fordelen ved at besøge Holckenhavn lige nu er, at der er adgang til parken alle ugens dage (fra 1. juli kun på hverdage), og at man kan spadsere rundt om hele det store bygningsværk i den skønne park. Når man går der under de enorme kastanjetræer, kan man – med lidt fantasi – næsten forestille sig at møde tidligere ejere som Ellen Marsvin og hendes barnebarn Leonora Christine.
To slægtsnavne går igennem alle århundrederne: Ulfeldt og Holck. Familien Ulfeldt ejede allerede en gård ved landsbyen Kogsbølle i middelalderen, men det var Jacob Ulfeldt den ældre (1535-1593), der flyttede gården til den nuværende position ved Storebælt og lod to af renæssancebygningens fløje opføre. I 1616 solgte Jacob Ulfeldt den yngre gården (og flyttede til Egeskov med sin frue og de 17 børn) til Ellen Marsvin. Hun var ikke kun var godssamler i den store stil, men lod også opføre endnu to fløje, således at gården nu blev til et firefløjet anlæg. Fru Ellens datter, Kirstine Munk, og datterdatter, Leonora Christine, arvede gården, og efter Leonora Christines fald tog kronen over i 1663. Men allerede i 1672 blev den overdraget til den første i Holckslægten, Eiler Holck, der samtidig blev ophøjet til baron. Holckenhavns nuværende ejer, Christina Holck, er 14. generation på godset, dog ikke i lige linje.
Man finder Ellen Marsvins navnetræk flere steder, mest tydeligt på gårdens sydvendte gavl: 1631 – ELINE MARSVIN. Hun opkaldte da også stedet efter sig selv: Ellensborg. Meget tyder på, at det var den italienske bygmester, Domenicus Badiaz, der stod bag byggeriet. Læg særligt mærke til murfladerne, hvor røde sten i forskellige nuancer er fint lagt ind et kvadermønster, og til de svungne renæssancegavle.
Christina Holck og hendes mand, Dennis Hou Holck, har omdannet de gamle bygninger til et topmoderne hotel- og konferencecenter, samtidig med at det tilhørende landbrug er bibeholdt. Parret bor selv i en bygning i parken.

Slutningen af det 18. århundrede og begyndelsen af det 19. var de store landboreformers tid. Et af de store ønsker var at skaffe mere landbrugsjord, bl.a. til græsning, og her blev Nordfyn med sine lavvandede fjorde et centrum for de første inddæmninger.
I 1756 og 1765 inddæmmedes Bøttigersholm (nuv. Hofmansgave), så gården blev landfast med Hasmark og Romsø. I 1784 fulgte inddæmningen af Krogsbølle Fjord, som ejeren af Einsidelsborg (nuv. Egebjerggaard) iværksatte, og i 1818 fuldførtes den største og vanskeligste af inddæmningerne, nemlig af Egense Fjord, hvorved godt 1100 tønder land blev tørlagt. Arbejdet blev iværksat og trumfet igennem af ejeren af Østrupgaard, Elias Jørgensen Møller, trods modstand.
Anlægget af dæmningen blev vanskeliggjort af en 6-8 meter dyb rende med kraftig strøm, men det lykkedes efter et par forgæves forsøg at få rammet to rækker pæle ned i havbunden og få lagt risflet, som kunne holde på fyldet. Derefter kunne tørlægningen af Egense Fjord begynde, i første omgang gennem sluseporte, som blev åbnet ved lavvande, senere ved hjælp af Bogø Mølle, en pumpemølle.
Man finder denne imponerende dæmning, som bogstaveligt taget blev bygget med håndkraft, ved at køre mod Otterup Lystbådehavn i Egensedybet og holde til venstre lige før lystbådehavnen. Hermed kommer man op på dæmningen, hvor man kan se den tørlagte Egense Fjord og pumpemøllen Bogø Mølle.
På billedet ses også Romsøhuset i baggrunden.

Fyns Hoved byder på en smuk naturoplevelse formet af stejle klinter, tanger og et bakket landskab med eng, strandsøer og overdrev. Imens Fyns Hoved er levested for fugle, insekter og padder rummer området fine vandreruter, hvor man kan være heldig at spotte havørne, marsvin, sæler og i øvrigt hugorme eller firben. Imens kan man se spor af, hvordan havet nedbryder klinter og fører materiale med sig, som opbygger landskabet på ny. I klinterne ved Fyns Hoved kan man også finde spor efter flere istider.De lange kyststrækningers rige udbud af fisk, fugle, muslinger og sæler har tidligt medført, at mennesker er trukket imod området, som har været attraktivt for jægere. Bosættelser i området startede i den tidlige stenalder for mere en 10.000 år siden. Dengang lå kystlinjen længere ude i havet end den gør i dag, og der er gjort flere bemærkelsesværdige fund af spor efter mennesker i området blandt andet i form af en omkring 7200 år gammel båd og redskaber fra den sene Kongemosekultur eller den tidlige Ertebøllekultur. Der er ved Fyns Hoved også fundet spor efter vikingetiden, som tyder på, at området i den periode har været brugt til handel.Den yderste nordspids af Fyns Hoved kaldes i dag Røverdalen. Det skulle efter sigende henvise til fortællingen om, at Marsk Stig skulle have skjult sig i området. Marsk Stig blev i 1287 dømt fredløs, da han sammen med 8 andre indflydelsesrige personer efter politiske intriger blev kendt skyldig i mordet på kong Erik 5. Klipping. I 1200-tallet ejede Stig Andersen Hvide Scheelenborg Gods nær Fyns Hoved, og var kong Erik 5. Klippings marsk og en af den tids mægtigste storgodsejere. Det er i dag uvist om Marsk Stig stod bag kongemordet, men efter at være blevet dømt fredløs i 1287 måtte han flygte. Han indgik senere en alliance med Norges konge, Erik II Magnusson, og bosatte sig på øen Hjem ved Jyllands østkyst, som blev udgangspunkt for mange plyndringstogter.Lyset og naturen omkring Fyns Hoved har i senere tid tiltrukket kunstnere, som har haft naturen som det foretrukne motiv. Således findes motiver fra Fyns Hoved i Johannes Larsens og Fritz Sybergs malerier. Begge hører til den gruppe af kunstnere, der fik betegnelsen ‘fynboerne’. Larsen og Syberg drog på malertogter ved Fyns Hoved i begyndelsen af 1900-tallet og i motiverne fra Fyns Hoved finder man fascinationen af sanseligheden i mødet med naturen; blæsten over vandet, fugle der flyver og Sybergs børn, der bader nøgne i strandkanten.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed siger ejendomsmæglerne. Det må man også sige sig selv, når man står i det fantastiske barokanlæg foran Valdemars Slot på Tåsinge, omgivet af park, sund og de fineste bygningsværker.
Valdemars Slot hedder stedet, men der er ikke meget andet end navnet og fundamenterne tilbage af det slot, som Christian den 4. lod bygge for sønnen Valdemar Christian omkring 1640. Prins Valdemar fik ingen fornøjelse af sin renæssancebygning, han boede der kun i kort tid, og hele herligheden blev ødelagt i svenskekrigene. Heldigvis fik søhelten Niels Juel overdraget ruinen, og han nybyggede det barokanlæg, som vi ser i dag, i 1678-1680. Lige siden har Valdemars Slot været i familen Juels eje. Barnebarnet Niels Juel anlagde barokanlægget – med portbygningerne og thepavillonen – omkring slottet (han var slotsherre 1714-1766). Han ansatte i øvrigt også en skriver ved navn Ambrosius Stub. Man kan finde Ambrosius Stub-egen lidt vest for slottet. I det hele taget lægger parken og omegnen op til en god travetur.
Nu ejes Valdemars Slot af søstrene Louise Iuel Albinus og Caroline Fleming. De er 12. generation af familien Juel.
I øvrigt er Valdemars Slot afløser af den middelalderlige gård Kærstrup, der lå 2 km fra det nuværende slot. Blandt Kærstrups ejere tæller flere berømte fynboer samt kongelige og gejstlige: Blandt andet dronning Margrete den 1., biskop Jens Andersen Beldenak og Ellen Marsvin.
Man behøver ikke madpakken ved et besøg på Valdemars Slot, men kan spise frokost i Café Æblehaven.

Brobygård forener tre ting – et kig på en historisk herregård, som faktisk er Fyns ældste barokbygning – en lille travetur i den spændende nærliggende landsby Brobyværk og endelig – aftensmad i Brobygårds helt egen restaurant, indrettet i den tidligere frokoststue for gårdens ansatte.
Da rigsmarsk Anders Billes datter Pernille giftede sig med den sjællandske adelsmand Børge Trolle i 1662, valgte parret at rive gården ned og bygge den fine bygning, vi ser i dag. Huset er fra den allertidligste barok og derfor ikke helt så symmetrisk og regelmæssigt opbygget, som den senere barok foreskrev. Men se på det store valmede tegltag og bygningens midte, så vil du finde den ægte barok. Den lille firkantede havepavillon på sydøsthjørnet er fra 1905 og fremhæver den charmerede uregelmæssighed. Nu er bygningen privat beboet, og man kan ikke komme helt tæt på den, men på sydsiden kan man måske skimte initialerne BT og PB og årstallet 1673, hvor huset stod færdigt.
Den store flerlængede avslgård stammer fra 1923, hvor den blev genopbygget efter en storbrand i de gamle stråtækte længer.
Brobygård har været i familien Schaffalitzky de Muckadells eje siden 1769. I 1784 oprettedes grevskabet Muckadell. To brødre ejer nu ud over Brobygård også godserne Gelskov og Arreskov.
Hver aften er der tilbud om spisning i en mindre bygning ud mod vejen, og da det er gourmetmad, er det tilrådeligt at bestille bord. Find Sommerrestauranten i Brobygårds Køkken på www.brobygaard.dk
For at samle appetit til aftensmaden kan man gå en tur i landsbyen Brobyværk, få kilometer fra Brobygård. Her kan man stadig forestille sig, at denne lille by gemmer på et stykke dansk industrihistorie. Det var overfor nævnte rigsmarsk Anders Bille, der købte Brobygård i 1645 og straks gik i gang med at skabe en våbenfabrik på den jord, som han ejede i landsbyen Sønder Broby og ved den strømmende Odense Å. Fra Sønder Broby til nyt navn: Brobyværk. Bille indgik i kompagniskab med 16 andre adelige og fik i 1648 privilegium på våbenfabrikation og toldfrihed på alle råvarer. Jern, stål og stenkul blev indført fra Norge, tysk ekspertise og mandskab blev hentet ind, og snart var produktionen i gang af skydevåben, kårder og huggerter. Bille lod opføre 15 arbejderboliger og et stort værksted. Formålet var bl.a. at undgå at indføre dyre og dårlige våben fra udlandet. Men snart kom svenskekrigene, og Anders Bille blev såret (af svenske våben) i spidsen for forsvaret af Frederiksodde/Fredericia og døde i svensk fangenskab. Og den svenske hær ødelagde fabrikken og gården, da den passerede Brobyværk og Brobygård i februar 1658. Alle spor af fabrikken er væk, men man kan opleve et charmerende landsbymiljø omkring kirken og kroen.
Og – som vi har set, genopbyggede Anders Billes datter gården igen.