Arrangementer i 2025

Lørdag den 18. januar 2025 kl. 12.30-16.00
Besøg i H.C. Andersen Museet

I 2021 åbnede det nye H.C. Andersen Museum, tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma. Det består af både indendørs og udendørs rum. Vi begynder med et foredrag, der introducerer museet og tankerne bag det, ligesom der vil blive foretaget en overflyvning af H.C. Andersen-forskningen og dens aktuelle stade. Dernæst vil der være mulighed for selv at gå på opdagelse i museet i ca. halvanden time. Arrangementet slutter med kaffe og kage i museets Café Deilig.
Mødested: H.C. Andersens Hus, H.C. Andersen Haven 1, Odense C
Pris: 325 kr. Begrænset deltagerantal.
Tilmelding til Michael Bregnsbo, bregnsbo@sdu.dk senest 2. januar 2025

Lørdag den 22. marts 2025 kl. 14.00-16.00
Generalforsamling og foredrag om Odense under besættelsen

I 2025 kan vi fejre 80-året for Danmarks befrielse, men interessen for de ”fem forbandede år” under den tyske besættelse er stadig intakt, selv om det kun er ganske få, der nu har egne erindringer fra den tid.
Tidligere stadsarkivar i Odense Jørgen Thomsen vil i forbindelse med generalforsamlingen fortælle om Odense og Fyn under den tyske besættelse og også komme ind på, hvordan interessen for og udforskningen af Danmark under besættelsen har udviklet sig siden krigsårene. Foredraget vil være ledsaget af billeder.
Mødested: Historiens Hus, Klosterbakken 2, Odense C
Pris: Gratis for medlemmer. 50 kr. for ikke-medlemmer
Ingen tilmelding

Lørdag den 17. maj 2025 kl 13.00 – 17.00
Besøg i Besættelsesmuseum Fyn, Beldringe lufthavn og Glavendrup Lunden

Vi besøger Fyns Besættelsesmuseum, der er indrettet i gården Rosenlund, en af de mange gårde, der blev eksproprieret af tyskerne, da de i 1943 anlagde en lufthavn her. Ca. 200 ejendomme blev evakueret, mange gårde og huse blev revet ned, landsbyen Allesø blev totalt tømt for beboere. Byggeriet af den store lufthavn gik langsomt, og lufthavnen blev aldrig taget helt i brug af besættelsesmagten. De tomme huse blev efterhånden fyldt med tyske flygtninge. På museet skildres den fynske modstandskamp og hverdagen under besættelsen. Vi får lov til at smage krigskaffe med Richs. Efter besøget på besættelsesmuseet går turen til Glavendrup lunden.
Her findes en skibssætning fra vikingetiden med en runesten, der har Nordens længste runeinskription. Stedet har ligesom i Jelling også store høje fra bronzealderen, der indgår i skibssætningen. I begyndelsen af 1900-tallet blev monumentet sat i stand, og der blev plantet en lund, hvor der efterhånden blev rejst mange mindesten for bl.a. reformationen, grundloven og genforeningen. Lunden blev et folkeligt samlingssted, hvor der blev holdt møder og gymnastikopvisninger. Kaffe og kage serveres i Glavendruplunden.
Mødested: Besættelsesmuseum Fyn, Lufthavnvej 136, 5270 Odense N
Pris: 200 kr
Tilmelding til Ellen Warring senest 1. maj, ellenwarring53@gmail.com

Torsdag den 12. juni 2025 kl. 13.00 – 16.00
Besøg på Sanderumgård

Vi starter med foredrag om haven, som blev anlagt i romantisk stil af Johan Bülow omkring 1800.
Vi kommer til at høre om Susanne og Erik Vinds store projekt til genskabelse og nyfortolkning af den gamle have og de tanker, idéer og idealer, de har haft omkring projektet. Der bliver fortalt om det spændende historiske kildemateriale, der danner baggrund for restaureringen af haven. Der bliver tid til at gå en tur i haven og opleve den ved selvsyn. Godsejer Erik Vind, 6. generation på godset, vil fortælle om driften, og hans kone, Susanne Vind, vil vise de nyrestaurerede dele af godset frem og fortælle om restaureringsarbejdet.
Endelig er der kaffe og kage i godsets café.
Mødested: Sanderumgårdvej 150, 5220 Odense SØ
Pris: 350. Begrænset antal.
Tilmelding senest 30. maj til Thorkil Jacobsen, ture3@histfyn.dk

Lørdag den 30. august 2025 kl. 13.00 – 17.00
Besøg på herregården Hvidkilde og Ollerup bunkeren

Hvidkilde var allerede i 1300-tallet en skovenestegård. I løbet af 1500-tallet udvidedes godsets tilhørende fæstegods, men under Grevens Fejde blev gården nedbrændt og plyndret. Gården rejste sig igen som hovedgård, og med storkøbmanden Abraham Lehns køb ekspanderede såvel fæstegodset som hovedgårdsarealet væsentligt i løbet af 1700-tallet. Hvidkilde med Nielstrup blev 1781 ophøjet til baroniet Lehn. Hovedbygningen er et typisk barokanlæg med smukke interiører fra 1700-tallet. Vi skal besøge riddersalen og de tilstødende saloner med familieportrætter. Hovedbygningen blev beslaglagt af tyskerne under 2. verdenskrig til indkvartering.
Beskyttelsesbunkeren ved Ollerup er bygget i januar 1944, som beskyttelsesrum for de soldater, der opholdt sig på de beslaglagte højskoler i Ollerup.
Herefter er der kaffe på Vester Skerninge Kro.
Mødested: Hvidkilde gml. ladegård, Fåborgvej 258, 5700 Svendborg
Pris: 300 kr. Begrænset deltagerantal
Tilmelding senest den 15. august til Ellen Warring, ellenwarring53@gmail.com



Lørdag den 27. september 2025 kl. 9.00 til ca. kl. 18
Det Nationalhistoriske Museum i Frederiksborg og Sorø Klosterkirke

I 1859 nedbrændte Frederiksborg Slot, og bortset fra slotskirken og Audienshuset var der kun ruiner tilbage. Efter en landsindsamling blev slottets ydre genopført, og brygger Jacobsen bekostede dets indretning til nationalhistorisk museum.
Fra begyndelsen har det historiske maleri været centralt for museet, og traditionen er ført op til i dag. Sammen med portrætter, møbler og kunstindustri giver det en oplevelse af den enkelte epoke og den stilmæssige udvikling. Forskningschef Lone Kølle Martinsen viser rundt, også i særudstillingen om Grevinde Danner. Der kan købes frokost i museets restaurant.
På hjemvejen besøger vi den nyrestaurerede klosterkirke i Sorø, hvor cand. mag. og forfatter Anne Melillo viser rundt.
Mødested: Afgang med bus fra Parkering Syd, Odense
Pris: 550 kr. Ikke-medlemmer 600 kr. Min 30, max 50 deltagere
Tilmelding til Thorkil Jacobsen ture3@histfyn.dk

    Lørdag den 8. november 2024 kl. 14.00 – 16.00
    Årbogsudlevering i Ansgar Kirke

    Vores traditionsrige udlevering af årets udgave af Fynske Årbøger sker igen i år i den smukke kirkesal i Ansgars Kirke. Nogle af bidragsyderne vil fortælle om deres artikler, og alle fremmødte kan få udleveret deres eksemplar af årbogen. Årets emne er Grundtvigianismen på Fyn. Der vil, som traditionen byder, være kaffe og kage, og sløret løftes for det kommende års arrangementer.
    Mødested: Ansgars Kirkes kirkesal, Søndre Boulevard 1, Odense
    Pris: Gratis for medlemmer, for ikke-medlemmer 50 kr.
    Ingen tilmelding




    Sidst redigeret 17.11.2025