Historiker, professor Jeppe Nevers på SDU, har skrevet følgende mindeord om Lars Bisgaard. De er også bragt i Fyens Stiftstidende den 8-4-2026. Vi bringer mindeordene med venlig tilladelse fra Jeppe Nevers.
Med Lars Bisgaards død har vi mistet en af landets vigtigste historikere. Lars voksede op på en gård i Himmerland, men søgte bogens verden på Aarhus Universitet. I 1986 blev han cand.mag. i historie og kunsthistorie, og efter ansættelser på gymnasier og museer var han fra midten af 1990’erne ansat på Odense Universitet.
I faglige kredse stod der kolossal respekt om Lars. Hans videnskabelige hovedværk var en tung og anerkendt afhandling om gilderne i senmiddelalderen. Herefter blev hans arbejdsliv præget af, at han kastede sig over utallige andre emner, og med årene blev hans kendetegn en ubegribelig bredde. Kronologisk spændte hans interesser fra den tidlige middelalder og frem til samtidshistorien. Til et jubilæumsskrift i anledning af 50-året for Syddansk Universitet skrev Lars f.eks. en fremragende artikel om studenterlivets forandringer siden 1960’erne. Han tilhørte den gamle skole af historikere, der trodsede specialisering og fastholdt en tro på, at den brede interesse kan give erkendelser, som den specialiserede forsker aldrig når.
For mig var dette kernen i Lars – den utrolige viden, oparbejdet gennem årtiers arbejde med alskens emner. Intet var mere fagligt givende end en samtale med ham. Men når han gennem årene blev en legende på SDU, skyldtes det også hans væsen. Lars var jordens mest lattermilde menneske, altid glad og altid med dyb interesse for de mennesker, han mødte på sin vej. Hans humør satte sig i alle rum, og fra omkring 2000 og frem til 2020’erne var han den samlende figur i det historiske miljø på SDU. Allerede som ung ph.d.-studerende revolutionerede han den lidt stive julefrokost ved at indstifte prisen ”Årets grimasse”. Men Lars var ikke kun spas. Hans dør stod altid åben, når der var alvorlige ting, som skulle vendes – og han hjalp altid dem, der var i knibe.
Lars var dybt forankret i videnskabens idé, men han var også af den opfattelse, at sandheden skulle formidles. Han var stærk tilhænger af folkeoplysningsideen, og han var i en årrække en bærende person i Historisk Samfund for Fyn.
Mine kolleger og jeg er taknemmelige for at have haft Lars i vores liv, og vi vil savne ham hver dag som kollega og som ven. Med sin utrolige viden og med sin umanerligt stærke ånd var Lars en langt stærkere inspiration for os i den næste generation, end han selv anede.
Æret være Lars Bisgaards minde.